Udgivelser

 

Kommunebarn

 

Lauras debutbog, Kommunebarn, udkom på Forlaget DreamLitt 6. maj 2018.

 

6. maj 1904 blev den første Børnehjælpsdag afholdt. Børnehjælpsdagen sætter fokus på anbragte børn og deres trivsel.

 

Kommunebarn er Lauras selvbiografiske historie, der fortælles af hendes indre barn; et omsorgssvigtet, anbragt kommunebarn.

Bogen åbner vinduet til en ukendt- og tabuiseret verden.

 

Laura rejser fra hjemlandet, Brasilien, og bosætter sig sammen med sin mor og to søskende i Danmark i 1995.

Laura fjernes og anbringes i 1997. Herefter svigtes hun gentagende gange af systemet og omsorgspersonerne, der burde passe på hende.

 

Kommunebarn handler om massivt omsorgssvigt, men ligeså meget om oprejsning.

 

Laura ønsker at dele sin vigtige historie, for at give andre, glemte børn en stemme og for at gøre opmærksom på børns rettigheder; være deres talerør.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uddrag

 

Gorillaen fra Havtornvej

 

Tre børn og en mor stiger forvirret ud af flyvemaskinen, der netop er landet i Københavns Lufthavn. Det har været en lang tur. De er rejst hele vejen fra slummen i Brasilien. Moren er min. Det ældste barn er min halvsøster og den anden ældste er min halvbror. Jeg er den yngste og klamrer mig abeagtigt til Mama. Jeg har siddet hos hende under hele rejsen. Jeg forstår ikke, hvad det er, der sker. Det gør ingen af os. Belém Pará, er alt, vi nogensinde har kendt til. Det er anderledes for min moster, hun er dansk gift. Mor har 12 søskende. Moster H, er den eneste af mors søskende, der ikke er bosat i Brasilien. Hun kom til Danmark for flere år siden.

 

”Hvad skal vi her?” spørger min bror og hiver Mama i ærmet.

”Vi skal bo her. Onkels ven ønsker sig en brasiliansk kone. Vi skal giftes, og så flytter vi ind hos ham,” svarer hun og tager ham i hånden.

”Jamen, I har jo aldrig mødt hinanden?”

”Nej, men jeg lærer nok at elske ham på et tidspunkt,” svarer Mama.

Mama fortæller, min far var hendes store kærlighed. Men han kom i fængsel, da hun ventede mig. Sådan går det for mange af mændene, der bor i Brasilien. I hvert fald for dem, der er fra samme kvarter som os. Jeg har set min far få gange. Mama tog mig med på nogle enkelte fængselsbesøg. Men jeg har ingen minder om min far. Jeg var en baby, sidst jeg så ham.

Mama havde svært ved at mætte vores munde, efter far kom i fængsel.

”Vi har ikke nogen penge,” sagde hun ofte, når mine søskende og jeg spurgte efter mad. Det er derfor, vi er rejst. Mor ønsker et bedre liv for os.

Jeg synes, det er koldt her i landet, som Mama kalder for ”Dinamarca”.

 

Anbringelse

 

Det er varmt. Solen skinner. Det er maj måned. Det er ikke ret længe siden, jeg har haft fødselsdag. Mor gav mig en traktor, som man kan køre ved at træde i dens cykelpedaler. Jeg fik den ikke med over på krisecenteret. Den står stadig hjemme hos Gorillaen.

 

Mama betragter manden og den lyshårede kvinde, der står overfor os. Vi står på vejen. Jeg kigger på asfalten og slår usikkert skosnuderne sammen. Jeg har lilla gummistøvler på.

 

Nu sker der noget. Sammen bevæger vi os gennem et snævret gangsystem, der lugter af skrald. Jeg rynker på næsen. Ser på mor, der gør det samme. Der er flere skraldespande opstillet. En genbrugspose i metalgitter. En anden container i grøn plastik. Parrets hus er indrammet af et stort hegn, der grænser op til nabohuset. Haven er næsten helt lukket. Boligblokke er synlige fra havens bagerste del. Man ser dem kun, når man går op ad trapperne. Familiens have har to etager. Det har jeg aldrig set før.

Jeg er så opslugt af indtryk, at det kommer bag på mig, da mor kysser mig hårdt på munden. Så borer hun ansigtet ind i mit og efterlader mig våd af tårer. Hun græder stadig. Men hun siger ingenting til mig, og derfor forvirrer det mig, at hun skal til at gå – uden mig. Hvorfor skal jeg ikke med hende? Hun kan da ikke bare efterlade mig her hos de fremmede mennesker. Jeg forsøger at holde hende tilbage, men hun vrister sig fri af mit greb.

”Du må ikke tage min datter fra mig,” siger Mama til den lyshårede kvinde, der efterfølgende nikker.

 

Mama sætter sig ind i bilen, som Patricia allerede har startet. Langsomt forsvinder bilen ned ad den samme vej, som den kort forinden kørte op ad. Inden mor forsvinder helt ud af syne, ser jeg, hvordan hun ivrigt vinker til mig, som om vi ikke skal ses længe. Hun laver en hjerteskærende grimasse, som brænder sig fast til nethinden. Hun bryder fuldstændig sammen. Jeg vinker slapt tilbage. Hvorfor forlader hun mig? Jeg mærker trang til at græde, men kan ikke. Jeg er lammet. Hvad er det, der foregår? Hvornår kommer mor tilbage og henter mig?

 

 

 

Bestil Kommunebarn direkte hos forfatteren

 

Kommunebarn koster 250 kr. inkl. forsendelse.

Leveringstid: 2-4 hverdage.

Info om levering og betaling følger i e-mail.

Ønsker du en personlig hilsen eller andet? Så tilføj gerne et par linjer herom under "besked".

 

Kommunebarn fås også som e-bog. Læs mere her.

 
 
 
 
 
 
 

 

 

 

 

 

© Copyright. Laura Helena Pimentel da Silva. All Rights Reserved.